Månens faser – månekalender

Månen skifter udseende i en fast cyklus på cirka 29,5 dage, fordi vi ser forskellige dele af dens belyste side, efterhånden som den bevæger sig rundt om Jorden. Månekalenderen herunder viser fasen for hver dag i måneden – brug pilene til at bladre frem og tilbage.

De otte månefaser

• Nymåne 🌑 – månen er usynlig; se mere om nymåne.
• Tiltagende månesegl 🌒 – en tynd stribe lys vokser frem.
• Første kvarter 🌓 – halvdelen af skiven er oplyst, voksende.
• Tiltagende måne 🌔 – mere end halvdelen er oplyst.
• Fuldmåne 🌕 – hele skiven er oplyst; se mere om fuldmåne.
• Aftagende måne 🌖 – lyset begynder at aftage.
• Sidste kvarter 🌗 – halvdelen er oplyst, aftagende.
• Aftagende månesegl 🌘 – kun en tynd stribe lys er tilbage.

Hvorfor skifter månen fase?

Månen lyser ikke selv – den reflekterer sollys. Når Månen kredser om Jorden, ændrer vinklen mellem Solen, Jorden og Månen sig hele tiden, og derfor ser vi forskellige dele af den oplyste halvdel. Det er denne vinkel, der afgør fasen og oplysningsgraden.

Se også månen i dag for dit sted, eller almanakken med sol og måne samlet.

Hvorfor månen ser forskellig ud fra nord og syd

En tiltagende månesegl vender den oplyste side mod højre set fra Danmark, men mod venstre set fra Australien. Månen har ikke ændret sig – iagttageren står bare på hovedet i forhold til den anden. Tæt på ækvator ligger seglen nærmest vandret som en skål, hvilket er samme fænomen set fra midtvejs mellem de to.

Det er også derfor, huskereglen om, at «en D er tiltagende og et C er aftagende», kun holder på den nordlige halvkugle. På den sydlige er det omvendt.

Den samme side vender altid mod os

Månen bruger lige så lang tid på at rotere om sin egen akse som på at kredse om Jorden – 27,3 dage. Derfor ser vi altid stort set den samme halvdel. Det kaldes bunden rotation og er et resultat af tidevandskræfter, der gennem milliarder af år har bremset Månens rotation, indtil de to perioder faldt sammen.

«Månens bagside» er altså ikke mørk – den får præcis lige så meget sol som forsiden. Den er bare aldrig synlig fra Jorden. På grund af små udsving i banen, kaldet libration, kan vi over tid faktisk skimte omkring 59 % af Månens overflade.

Hvornår hver fase er på himlen

En af de mest udbredte misforståelser om månen er, at den er et natfænomen. Det er kun fuldmånen, der er det. Hvilken fase månen har, bestemmer nemlig direkte, hvornår på døgnet den er oppe:

• Nymåne står op og går ned sammen med solen. Den er på himlen hele dagen – og usynlig af præcis den grund.
• Tiltagende halvmåne står op omkring middag og går ned omkring midnat. Den er tydeligt synlig på eftermiddagshimlen, hvis man kigger efter.
• Fuldmåne står op ved solnedgang og går ned ved solopgang. Kun den er oppe hele natten og kun den.
• Aftagende halvmåne står op omkring midnat og går ned omkring middag – den er morgenens måne og hænger ofte på den lyse formiddagshimmel.

Månen står i gennemsnit omkring 50 minutter senere op hver døgn på vores breddegrad, men udsvinget er stort: alt fra godt et kvarter til halvanden time, alt efter årstid og hvor månens bane står i forhold til horisonten. Det er den forskydning, der driver hele cyklussen rundt.

Hvorfor der ikke er formørkelse hver måned

Hvis månen passerer mellem Jorden og Solen ved hver nymåne, og på den modsatte side ved hver fuldmåne, hvorfor er der så ikke solformørkelse og måneformørkelse hver eneste måned?

Fordi månens bane hælder omkring 5° i forhold til Jordens bane om Solen. Fem grader lyder af lidt, men det er omkring ti gange månens egen tilsyneladende bredde på himlen. Derfor passerer månen som regel et godt stykke over eller under skyggen. Formørkelser kan kun ske, når nymåne eller fuldmåne falder tæt på et af de to punkter, hvor banerne skærer hinanden – og de perioder, kaldet formørkelsessæsoner, indtræffer omkring hver sjette måned.

Vi ser mere end halvdelen af månen

Det er rigtigt, at månen vender den samme side mod os. Men det er ikke helt præcist, at vi kun ser halvdelen af den.

Månen vugger nemlig let – både fra side til side og op og ned – set fra Jorden. Fænomenet hedder libration og skyldes, at månens bane er en ellipse, så dens hastighed varierer, mens dens rotation er jævn. Over en fuld cyklus kigger vi derfor lidt om hjørnet i skiftevis øst og vest, og lidt hen over polerne. Tilsammen betyder det, at vi fra Jorden med tiden kan se omkring 59 % af månens overflade – ikke 50 %.

Det gør til gengæld ikke bagsiden mindre ukendt for det blotte øje. De resterende 41 % blev først set af mennesker, da den sovjetiske sonde Luna 3 sendte de første billeder hjem i 1959, og de viste sig at være overraskende anderledes: næsten uden de store mørke sletter, som præger den side, vi kender.

Tre udbredte misforståelser

«Faserne er Jordens skygge.» Nej. Jordens skygge rammer kun månen ved en måneformørkelse, og det sker et par gange om året, ikke hver måned. Faserne er simpelthen, hvor stor en del af månens oplyste halvdel vi kan se fra vores vinkel.

«Månens bagside er mørk.» Den er fjern, ikke mørk. Ved nymåne er det netop bagsiden, der er fuldt oplyst af solen – vi ser bare skyggesiden. Hver del af månen får omtrent lige meget sol hen over en måned.

«Månen roterer ikke, siden vi ser samme side.» Omvendt: den roterer præcis én gang for hvert omløb om Jorden. Roterede den ikke, ville vi se hele vejen rundt om den i løbet af en måned. Det er den bundne rotation, der holder samme side vendt mod os – og den er ikke tilfældig, men resultatet af Jordens tidevandskræfter gennem milliarder af år.

Ofte stillede spørgsmål om månefaser

Hvor mange månefaser er der?

Der er otte navngivne månefaser i en fuld cyklus: nymåne, tiltagende segl, første kvarter, tiltagende måne, fuldmåne, aftagende måne, sidste kvarter og aftagende segl.

Hvor lang er en månecyklus?

En fuld cyklus fra nymåne til nymåne varer cirka 29,5 dage. Det kaldes en synodisk måned.