Årsdiagram

Årsdiagrammet tegner dagslængden for hver eneste dag i året som én sammenhængende kurve. I stedet for at slå enkelte datoer op kan du se hele forløbet på én gang: hvor stejlt dagen vokser i marts, hvor fladt den ligger omkring midsommer, og hvor hurtigt lyset forsvinder igen i oktober. Solhverv og jævndøgn er markeret på kurven, så du kan se præcis hvor vendepunkterne ligger.

Hvorfor kurven er stejlest ved jævndøgn

Kurven ligner en bølge, og det er ikke tilfældigt. Dagslængden følger Jordens hældning på 23,4° i forhold til dens bane om Solen, og ændringen fra dag til dag er størst dér, hvor kurven passerer midten – altså omkring jævndøgn. I København vokser dagen med cirka 4,6 minutter i døgnet omkring forårsjævndøgn, i Aalborg med knap 5 minutter. Det er en forskel, man kan mærke fra uge til uge.

Ved solhverv sker det modsatte. Kurven flader helt ud, og ændringen fra dag til dag er tæt på nul – deraf navnet: solen «står stille». I dagene omkring 21. juni og 21. december ændrer dagslængden sig med sekunder, ikke minutter. Derfor føles slutningen af juni som en lang, uforanderlig lys periode, mens marts og september flytter sig hurtigt.

Kurven er ikke helt symmetrisk

Ser man nøje efter, ligger solopgang og solnedgang ikke spejlvendt omkring midten. Det skyldes tidsligningen – summen af, at Jordens bane er en ellipse, og at jordaksen hælder. Den gør at soltiden løber op til 16 minutter foran eller efter urtiden hen over året. Derfor falder den tidligste solnedgang i december et godt stykke før den korteste dag, og den tidligste solopgang i juni et stykke før den længste dag.

Kurvens højde afhænger af, hvor du er. Jo længere mod nord, jo kraftigere udsving: 21. juni har Skagen godt 18 timers dagslys, mens Gedser 350 km længere mod syd har omkring 17 timer og 16 minutter. Ved ækvator ville kurven være næsten flad hele året.

Samme form overalt – bare i forskellig højde

Kurven ser ens ud, uanset hvor på kloden du står. Det er amplituden, der ændrer sig, ikke formen. Ved ækvator er bølgen næsten flad: dagen ligger omkring 12 timer året rundt, og hele årsvariationen er få minutter. Jo længere mod nord eller syd, jo højere bliver bølgen.

I København svinger kurven fra 7 timer og 1 minut til 17 timer og 32 minutter – over ti timers forskel. I Skagen 350 kilometer længere mod nord er spændet endnu større, fra 6 timer og 32 minutter til 18 timer og 6 minutter. Nord for polarcirklen holder kurven op med at være en blød bølge og får flade lofter og gulve, hvor solen slet ikke går ned eller slet ikke står op.

Læs hældningen, ikke værdien

Det, de fleste kigger efter på diagrammet, er, hvor højt kurven ligger. Men det interessante er som regel, hvor stejlt den stiger eller falder – for det er hældningen, man mærker i hverdagen.

To datoer med samme dagslængde kan føles helt forskellige. 20. marts og 22. september har begge omkring 12 timer og 9 minutter i København, men den ene ligger på vej op med 4,6 minutter i døgnet, og den anden på vej ned med det samme. Det er den retning – ikke tallet – der afgør, om marts føles som en befrielse og september som et tab.

Hældningen kan aflæses som minutter i døgnet, og den ændrer sig hele vejen rundt. I København vokser dagen med omkring 2,9 minutter i døgnet midt i januar, 4,4 midt i februar, 4,6 ved jævndøgn i marts, 4,5 midt i april og 3,7 midt i maj – for så at falde til under et tiendedels minut ved solhverv i juni. Kurven er altså ikke stejl «om foråret» og flad «om sommeren»: den er stejlest i en bred periode fra februar til april og bremser hårdt op i de sidste fem uger før solhverv.

Mærkerne på kurven

Fire punkter er afsat på diagrammet, og de deler året i de fire strækninger, der reelt føles forskellige:

• Vintersolhverv i december – kurvens bund, hvor ændringen er nul.
• Forårsjævndøgn i marts – det stejleste punkt på vej op.
• Sommersolhverv i juni – toppen, igen med ændring nær nul.
• Efterårsjævndøgn i september – det stejleste punkt på vej ned.

Med tal på for København: vintersolhverv omkring 21. december med 7 t 1 min og en takt på nul; forårsjævndøgn 20. marts med 12 t 8 min og +4,6 min i døgnet; sommersolhverv 21. juni med 17 t 32 min og igen nul; efterårsjævndøgn 23. september med 12 t 13 min og −4,6 min i døgnet.

Bemærk, at de to jævndøgn ikke giver samme dagslængde – september ligger fem minutter over marts. Det er tidsligningen, ikke en fejl. Og lægger man året sammen, er dagen over 12 timer i 191 døgn og under i kun 174. Vi får altså flere lange dage end korte, fordi solopgang måles på solskivens øverste kant, og fordi atmosfæren bøjer lyset i vores favør.

Vil du se de samme data som tal frem for kurve, så kig i dagslyskalenderen, eller stil byer op mod hinanden under sammenlign.

Ofte stillede spørgsmål

Hvornår ændrer dagslængden sig hurtigst?

Omkring jævndøgn i marts og september. I Danmark ændrer dagslængden sig da med cirka 4-5 minutter i døgnet, mens den omkring solhverv i juni og december næsten ikke ændrer sig.

Hvorfor er kurven flad omkring solhverv?

Fordi solhverv er kurvens vendepunkt. Solens højeste eller laveste bane ændrer sig kun ganske lidt fra dag til dag omkring vendepunktet, og dagslængden ændrer sig derfor med sekunder frem for minutter.

Hvorfor er årsdiagrammet ikke helt symmetrisk?

På grund af tidsligningen. Jordens bane er en ellipse, og jordaksen hælder, så soltiden løber op til 16 minutter foran eller efter urtiden. Det forskyder solopgang og solnedgang i forhold til hinanden hen over året.