Sommertid og vintertid handler om den halvårlige urjustering, som Danmark og resten af EU foretager to gange om året. Om foråret stilles uret én time frem til sommertid – og om efteråret stilles det én time tilbage til normaltid (også kaldet vintertid). Formålet er at forskytte de lyse timer, så de falder på det tidspunkt af døgnet, hvor vi er mest aktive.
Skiftet til sommertid sker den sidste søndag i marts, klokken 02:00 stilles frem til 03:00 – vi mister altså en times søvn. Til gengæld er det lyst meget længere om aftenen. Skiftet tilbage til normaltid sker den sidste søndag i oktober, klokken 03:00 stilles tilbage til 02:00 – her vinder vi en times søvn igen.
| År | Til sommertid | Til normaltid |
|---|---|---|
| 2025 | 30. marts | 26. oktober |
| 2026 | 29. marts | 25. oktober |
| 2027 | 28. marts | 31. oktober |
| 2028 | 26. marts | 29. oktober |
| 2029 | 25. marts | 28. oktober |
Når vi skifter til sommertid om foråret, forskydes både solopgang og solnedgang én time fremad på urskiven. Solopgang, der lå omkring kl. 05:50 dagen inden, opleves pludselig kl. 06:50 – og solnedgang rykker tilsvarende fra omkring kl. 18:40 til kl. 19:40. Morgenerne bliver midlertidigt mørkere, men til gengæld får vi lyse aftener, der trækker sig langt ud. For de fleste danskere er de lange lyse aftener langt mere værdsat end det ekstra morgenlys.
Når vi om efteråret vender tilbage til normaltid, sker det modsatte. Solopgang og solnedgang rykker én time tilbage på uret. Dagene er allerede begyndt at blive mærkbart kortere på dette tidspunkt, og urskiftet understreger fornemmelsen af, at mørket vinder frem mod årets korteste dag i december.
Nej – sommertid ændrer ikke på, hvor mange timer solen er over horisonten. Dagens længde bestemmes udelukkende af Jordens hældning og din geografiske placering. Det eneste, der ændrer sig, er klokkeslættet på uret. Solopgang og solnedgang sker til nøjagtig de samme astronomiske tidspunkter – de er blot forskydt én time i vores tidsregning.
Det er værd at være helt kontant her, for misforståelsen er udbredt: at flytte uret skaber, sparer eller ødelægger ikke ét eneste minut dagslys. Solen står op og går ned, når geometrien siger den skal. Det eneste, der ændrer sig, er det tal, vi er blevet enige om at kalde det øjeblik.
Det, skiftet faktisk gør, er at omfordele dagslyset mellem døgnets to ender. Når vi stiller frem om foråret, flyttes en times lys fra den tidlige morgen – hvor de fleste sover og ikke kan bruge det – til aftenen, hvor de kan. Summen er urørt. På selve skiftedagen adskiller dagslængden sig fra dagen før med de sædvanlige få minutter og intet andet.
Konkret i København: den 28. marts 2026 står solen op 05:53 og går ned 18:39. Dagen efter, hvor uret er stillet frem, står den op 06:50 og går ned 19:41. Dagen er blevet knap fire minutter længere – resten er ren bogføring.
For de fleste danskere har deres position i tidszonen en større betydning for, hvornår solen går ned, end sommertiden har – og den gælder hele året i stedet for halvdelen.
En tidszone er nominelt 15 længdegrader bred, men deler ét ur. Derfor falder solmiddag senere i den vestlige ende end i den østlige. Danmark ligger i den vestlige del af den centraleuropæiske tidszone, og det kan mærkes: ved sommersolhverv står solen højest omkring 13:12 i København og først 13:29 i Esbjerg – over halvanden time efter det klokkeslæt, de fleste opfatter som «midt på dagen».
Vestspanien er det klassiske eksempel på, hvor galt det kan gå. Geografisk hører landet under samme meridian som Storbritannien, men det holder centraleuropæisk tid, så sommersolnedgangen falder tæt på klokken 22 – uden at der er mere dagslys end på tilsvarende breddegrader andre steder. Den meget omtalte spanske vane med sene måltider er i det mindste delvis en fornuftig reaktion på et ur, der løber forud for solen. Kina tager idéen til det yderste med én officiel tid over et område, der burde rumme fem zoner, så solen om vinteren kan stå op efter klokken 10 i den vestligste del.
Flertallet af verdens lande skifter ikke. Det meste af Afrika, det meste af Asien – herunder Kina, Japan og Indien – og størstedelen af Mellemøsten holder fast tid året rundt. I Sydamerika bliver de fleste lande på normaltid. Selv inden for lande, der skifter, findes undtagelser: Arizona i USA bliver på normaltid hele året, og det samme gør Hawaii.
Mønsteret er ikke tilfældigt. Jo tættere på ækvator, jo mindre svinger dagslængden, og jo mindre er der at omfordele. Ved ækvator er dagen tæt på 12 timer året rundt, og så er der intet at vinde overhovedet. Det er hovedforklaringen på, at tropiske lande stort set aldrig gør sig ulejligheden. Omvendt er effekten størst netop på vores breddegrad, hvor forskellen mellem sommer og vinter er dramatisk – se årsdiagrammet for hvor kraftigt kurven svinger i Danmark.
Idéen om at justere uret for at udnytte dagslyset stammer fra begyndelsen af det 20. århundrede. Tyskland indførte som det første land sommertid i 1916 under Første Verdenskrig som en energisparende foranstaltning – og Danmark og mange andre lande fulgte hurtigt efter. Ordningen har vekslet mellem at være i brug og afskaffet, men har siden 1980'erne været fast praksis i hele EU, koordineret så alle lande skifter på nøjagtig samme tidspunkt.
I 2019 stemte Europa-Parlamentet for at afskaffe de halvårlige urskift. Tanken var, at hvert EU-land selv skulle beslutte, om de ville forblive permanent på sommertid eller normaltid. Det har dog vist sig vanskeligt at nå til enighed – særligt fordi nabolande helst ikke vil befinde sig på indbyrdes forskellige tidszoner. Forslaget er gået i stå i EU-Rådet, og indtil der foreligger en endelig beslutning, fortsætter Danmark med at skifte ur to gange om året.
Sommertid blev indført – og genindført gang på gang – med argumentet om, at det sparer energi. Den moderne dokumentation for det er svag. Belysning udgør en langt mindre del af husholdningernes elforbrug, end den gjorde i 1916, og den sparede aftenbelysning bliver i vidt omfang udlignet af mere opvarmning i de mørkere morgener. Undersøgelser i USA og Australien har fundet besparelser tæt på nul, i nogle tilfælde en lille nettostigning.
Billedet på helbredssiden er tydeligere og mindre opmuntrende. Forårsskiftet er konsekvent forbundet med en kortvarig stigning i hjerteanfald, slagtilfælde og trafikulykker i dagene umiddelbart efter, og med et målbart søvntab i befolkningen som helhed. Efterårsskiftet er stort set harmløst og muligvis en anelse gavnligt. Mekanismen er ikke mystisk: kroppens indre ur stilles af lyset, og et spring på en time bringer det ud af trit med uret på væggen i flere dage.
Det reelt omstridte spørgsmål er ikke, om urskiftet skal afskaffes, men hvad der skal træde i stedet – og her er de to muligheder langt fra ligeværdige for et land så langt mod nord som Danmark.
Permanent sommertid giver lyse aftener året rundt, men skubber vintersolopgangen meget sent. I København ville den seneste solopgang flytte sig fra 08:40 til 09:40, i Aalborg fra 09:00 til 10:00 og i Skagen helt til 10:02. Store dele af landet ville altså møde på arbejde og i skole i bælgmørke det meste af december og januar.
Permanent normaltid er det, de fleste søvnforskere anbefaler, fordi det holder urtiden tættere på soltiden og beskytter morgenlyset. Prisen er de lange lyse aftener, som er præcis det, der gør den nuværende ordning populær. Storbritannien prøvede permanent sommertid én gang før, fra 1968 til 1971, og opgav det igen.
Uanset hvad der bliver besluttet, ændrer det ikke på, hvor meget dagslys der er på en given dato. Se dagens længde for hvad der rent faktisk bestemmer det, og hvornår det er lysest for årets yderpunkter.
Den sidste søndag i marts. Uret stilles en time frem om natten, så vi mister en times søvn og til gengæld får lysere aftener resten af sommeren.
Den sidste søndag i oktober. Uret stilles en time tilbage om natten, så vi vinder en times søvn, og det til gengæld bliver mørkt tidligere om eftermiddagen.
Nej. Sommertid ændrer ikke på, hvor mange timer solen er over horisonten. Kun klokkeslættet flytter sig – solopgang og solnedgang sker på nøjagtig de samme astronomiske tidspunkter.